Aage V. Jensen Naturfond
En af de største grønne spillere i lille Danmark, er Aage V. Jensens Naturfond (AVJNF). Vi snakker Danmarks største private jordbesidder og en fond der har slået slag som få andre for at vi stadig har nogle store og varierede naturområder i Danmark.
Fonden blev stiftet i 1977, og siden har de opkøbt, genskabt og forvaltet naturområder over det meste af landet. Det er indtil videre blevet til 23 områder, som alle kan besøge, og hvor man kan få nogle af de ypperligste naturoplevelser på dansk grund.
Det er på grund af AVJNF, at vi har Danmarks største fredede naturområde: Lille Vildmose. Navnet er lidt misvisende, for området er overhovedet ikke småt, men på hele 7.700 hektar. Den er altså større end både Tåsinge og Fanø, og er næsten lige så stor som Ærø. Det er ikke småting!
I Lille Vildmose findes nogle helt unikke og sjældne arter, og ikke mindst findes nordens største højmose (en helt særlig naturtype, som er levested for mange spændende arter).
Kongeørnen, som er en af de sjældneste ynglefugle, vi har i Danmark, har igennem mange år holdt til i Lille Vildmose. For at gøre naturen i Lille Vildmose endnu bedre, har AVJNF blandt andet genskabt en kæmpe sø, indført elge og europæisk bison; samlet set en masse aktiviteter, som skaber mere variation i naturen og dermed levesteder til langt flere arter.
Ikke alene beskytter og forbedrer AVJNF naturområder, de laver også vigtigt formidlingsarbejde om den danske natur. Og de giver mulighed for at opleve noget af den natur, som man af hensyn til snævre interesser har fjernet fra Danmark. For eksempel vildsvinet, som har fået helle i Tofte Skov ved Lille Vildmose. Det betyder, at man her kan få en oplevelse af en mere oprindelig natur, fra før vi mennesker begyndte at kontrollere og påvirke på det hele.
Med alt dette in mente – naturbeskyttelse, formidling og en helt afgørende indsats for biodiversiteten i vores lille land – mener vi, at det giver god mening at støtte AVJNF. Det fortjener de, og vi håber, I vil være med. Og hvis I ikke har besøgt nogle af deres naturområder endnu, så er det bare med at komme afsted! 💚
