Community Wildlife Management Areas Consortium

DKK doneret til Community Wildlife Management Areas Consortium
0

For at have sunde, velfungerende økosystemer som alle kan nyde godt af – mennesker såvel som alle andre levende organismer – kræver det først og fremmest plads. Men desværre har vi mennesker svært ved at prioritere nok plads til naturen. Særligt når det gælder plads de større dyr, som fylder lidt mere i landskabet og vores bevidsthed. Se fx bare hvor svært vi har det ved at ulven er vendt tilbage til Danmark.

Andre steder i verden lever mennesker med langt flere arter af store dyr omkring sig. Fx kan man nogle steder i Tanzania få besøg af både elefanter, løver og gnuer i sin baghave. Ikke desto mindre er der en lang række lokalsamfund i Tanzania, som udlægger store dele af deres areal, for netop at give plads til de store dyr og skabe sammenhængende naturområder. Og det kan der være en god forretning i. 

Større og sammenhængende naturområder betyder ofte flere turister, bedre og flere økosystemtjenester og i sidste ende forhøjet livskvalitet for lokalbefolkningen. Men at forvalte store naturområder kan godt være lidt af en udfordring.

Store dyr kan bevæge sig over store afstande i landskabet, og derfor kan de hurtigt komme ind i områder, hvor der bor mennesker. Det kan føre til konflikter, hvis fx et rovdyr tager husdyr eller hvis en planteæder spiser afgrøder.

I Tanzania koster disse konflikter mange dyreliv og i sjældne tilfælde endda også menneskeliv. Hvis man vil undgå for mange konflikter og på samme tid give naturen de bedste vilkår, kræver det grundig overvågning og forvaltning af de store naturområder og bestandene af de store dyr. Det er her Community Wildlife Management Area Consortium (CWMAC) kommer ind i billedet.  

CWMAC blev etableret I 2010 og de repræsenterer og forvalter i dag 24 “Wildlife Management Areas” forskellige steder i Tanzania. Ved hjælp af dataindsamling fra kamerafælder og lokale patruljer overvåger de bestandene af de store dyr og hjælper på den måde med at afværge konflikter mellem lokalsamfund og de arealer, de har givet tilbage til naturen.

Det arbejde mener vi, at det giver god mening at støtte og derfor samler vi denne gang ind til CWMAC.