Global Witness

Rundt omkring i verden bliver aktivister, som prøver at beskytte naturen, sat i fængsel, forfulgt eller endda slået ihjel. Også i Danmark er det svært at være miljøaktivist. Det kunne vi blandt andet se for nylig, da to af verdens største grønne aktivister, Greta Thunberg og Paul Watson, var i dansk varetægt på grund af deres aktiviteter. Og nu snakker de i Folketinget også om hårdere straffe for klimaaktivisme.
Sådan burde det ikke være, men det er desværre ret almindeligt. I 2023 mistede 196 miljøforkæmpere livet på verdensplan, fordi de satte sig imod og råbte op om forskellige miljødestruktive aktiviteter.
Det er svært at forstå, for hvis miljøforkæmpere ikke kan få lov at råbe op, hvem skal så forsvare planeten? Indtil videre er der ikke meget som tyder på, at det bliver politikerne som kæmper den kamp, og derfor vil vi denne gang støtte en organisation, som for alvor står på miljøaktivismens side: Global Witness.
Blandt alt det arbejde Global Witness laver, er der én ting, som vi vil fremhæve, fordi den effektivt viser, hvor slemt det står til: Hvert år udgiver Global Witness en rapport, der fortæller hvilke miljøforkæmpere der har kæmpet og nogle gange med livet som indsats i det forgangne år. I 2023 hed rapporten “Missing Voices”, og den er beskrevet med følgende ord: “This report and our campaign are dedicated to all those individuals, communities and organisations bravely taking a stand to defend human rights, their land, and our environment“.
Naturbeskyttelse handler om mennesker. Det er os, der ødelægger naturen, og det er os, der kan (og burde) passe på den. Hvis vi sætter mundkurv på dem, der taler miljøets sag og forsvarer vores fælles natur, hvis vi fængsler dem, og eller endda dræber dem, så er det svært at se hvem der skal gå forrest mod en grønnere fremtid. Men det sker desværre, og det synes vi mildest talt er grotesk. Derfor vil vi denne gang samle ind til Global Witness, som modarbejder forfølgelsen og støtter de kræfter, der råber op om en bedre fremtid for mennesker, natur og miljø.

