Tenkile conservation alliance

Papua Ny Guinea (PNG) er et af de lande i verden med allerhøjest biodiversitet. Om så man kigger på artsrigdom, unik natur eller regnskov, er der rigeligt at komme efter. Regnskoven i Papua Ny Guinea er nemlig den tredjestørste i verden, kun overgået af Amazonas og Congo.
I den nordvestlige del af PNG ligger Torricelli-bjergene. Her er der trækænguruer, kasuarer, cuscusser og paradisfugle. Der er desuden en betragtelig del af befolkningen, som lever med og i skoven. Her er regnskoven en forudsætning for liv – både for mennesker og dyr.
Desværre er de enestående økosystemer i regnskovens bjerge også truet af forskellige aktiviteter – bl.a. minedrift og afskovning. Her kommer den næste organisation, som vi vil støtte ind i billedet: Tenkile Conservation Alliance (TCA). De arbejder på højtryk for at forhindre, at de unikke arter og økosystemer forsvinder.
Mere specifikt vil vi kanalisere penge til løn til en af de mange rangere, som er ansat hos TCA. Deres arbejde er at beskytte og overvåge Toricelli-bjergene, som er et enormt område af regnskoven (mere end 1.800 km2) og TCA’s fokusområde.
For blot 20.000 kroner kan lønudgifterne til én ranger dækkes i et helt år, og det synes vi giver rigtig god mening at sende et bidrag til. Desuden sørger TCA for at lave jagt-moratoriummer (en slags jagtpauser) på truede arter, så beboerne i landsbyerne i området giver dem noget fred. Og det virker – til gavn for alle.
Tenkile er også artsnavnet på en kritisk truet art af trækænguru, som kun findes i PNG. Den er hyper sjælden og har brug for beskyttelse, hvis den ikke skal uddø. Vi håber, at I vil være med til at passe på tenkilen, og mange af de andre unikke arter, der findes i Torricelli-bjergene.
📸: Mark Harper, David Clode, Tenkile Conservation Alliance.


